Min passion for ledelse

Forside / Artikler / Min passion for ledelse
Artiklens hovedpunkter
I artiklen kan du bl.a. læse om:

  • Passionsbegrebet
  • Virksomheders organisatoriske psyke
  • Når ledelse godt må tage tid.

Min passion for ledelse

min_passion_for_ledelse_125x200     Anmeldt af adm. direktør Klaus Lund, Klaus Lund & Partnere
Print Friendly
LinkedInEmail
- en virkelig passioneret bog skrevet af en særdeles passioneret direktør

Hvor er det bare inspirerende at læse en bog skrevet af en administrerende direktør, som selv udøver ledelse til daglig. Det gør bogen meget autentisk og praktisk orienteret. Irma direktøren Alfred Josefsen har på Gyldendal Business udgivet bogen ”Min passion for ledelse”. Bogen er i samme særklasse som Jens Mobergs succesrige bog ”Rettidig omsorg”.

”Min passion for ledelse” sprudler og emmer hele vejen igennem af Alfred Josefsens passion for ledelse. Den er samtidig sprogligt særdeles velskrevet, hvor man mange steder i bogen decideret kan fornemme, hvordan ordvalget er yderst gennemtænkt. Det er en bog, som også i sin fremstilling viser Irma direktøren Alfred Josefsens passion for at gøre tingene ordentligt.

Alfred Josefsen mission med ‘Min passion for ledelse’

Alfred Josefsens mission med hans nye bog er at flytte opfattelsen af ledelse fra ”vigtigt” til ”afgørende”. Han vil gerne, som han skriver, skabe passion omkring ledelse. Ledelsespassion, passion for ledelse og passionsledelse. Passionerede mennesker skaber mere. Selvom hovedparten af bogen handler om, hvad den enkelte – dels direktør og dels alle andre ledere – kan gøre ledelsesmæssigt, så giver Alfred Josefsen også nogle gode argumenter for, hvorfor Danmark som nation bør gå forrest med ledelsesmæssig innovation, nemlig at vi i Danmark i endnu højere omfang kommer til at leve af immaterielle produkter, services og ydelser med et højt videnindhold. Det kræver særligt innovative og motiverede medarbejdere. Vi skal gerne i Danmark udvikle os til et state of the art niveau inden for menneskelig kreativitet og udfoldelseslyst, hvis vi skal op på et internationalt konkurrenceniveau, hvor vi kan leve af det.

Bogens indhold

Bogen indeholder i alt 13 kapitler med følgende indhold:

Passionsbegrebet

Passionsbegrebet er selvfølgelig en central del af bogen. Passion handler bl.a. om

  • lysten
  • dedikationen
  • indlevelsen
  • begejstringen
  • entusiasmen
  • glæden.

Det er vigtigt at erkende, at passion er en emotionel størrelse og derfor ikke bare noget, man kan bede sine medarbejdere om at være. Man må i stedet skabe rammerne og vilkårene, så de naturligt kommer til at brænde ekstra for deres job og dermed bliver passionerede medarbejdere. Kommunikation, fremhæver Alfred Josefsen, er ledelsens vigtigste redskab til at skabe passion og mening for den enkelte medarbejder. Altså en kraftig opprioritering af den ledelsesmæssige storytelling og kommunikationsopgave. Passion er ikke et forstå-begreb, men et vise-begreb og et gøre-begreb.

Symfoniorkesteret som organisations’form’

I bogens indledning tager Alfred Josefsen et stort opgør med den meget hierarkiske, regelstyrede og kontrolorienterede organisatoriske tilgang, som mange virksomheder har, med alt for meget fokus på, hvad man ikke må, frem for hvad man må. Den overdrevne detailstyring, som Alfred Josefsen mener, foregår mange steder, fører til stive, ubevægelig og konservative organisationer. Derfor er et symfoniorkester et godt billede på holdningerne i fremtidens organisation. Grundpræmissen er nemlig, at alle er lige vigtige og betydningsfulde. Symfoniorkesteret er en række musikere med hver deres speciale; for at lykkes er det samklangen, der er afgørende. Dirigentens påvirkning ligger reelt ikke under selve koncerten, men i træningslokalet, i holdopsætningen, i taktikken og i værdierne.

Alfred Josefsen om virksomheders organisatoriske psyke

Et af bogens særligt spændende temaer har fokus på virksomheders organisatoriske psyke, dvs. bl.a. hvilket selvværd organisationen har, og hvor kampberedt den er. Alfred Josefsen siger bl.a.:

”Derfor bør det være en eksplicit opgave for direktioner og bestyrelser at danne sig et kontinuerligt overblik over organisationens samlede kampkraft. Hvad nytter en ekstra investering på ti milliarder, hvis organisationen er træt eller mangler selvtillid?”

 

Alfred Josefsen fremhæver betydningen af at italesætte en positiv stemning i organisationen og fremme en ”yes, we can” stemning med fokus på alle de små og store sejre. Det var også det, Barack Obama gjorde op til valget i 2008, hvor han italesatte en national bølge af positiv energi og optimisme med sloganet ”yes, we can”.

Alfred Josefsen om, at ‘ledelse tager tid’

Et andet af bogens temaer handler om, at man skal acceptere, at nogle former for ledelse tager tid. Dette kan være en stor udfordring for mange topchefer, fordi de næsten er ’født’ utålmodige. Hovedbudskabet er, at mange ledere kan have glæde af at blive endnu mere bevidste om, hvornår ledelse skal gå hurtigt, og hvornår ledelse skal gå langsomt.

”Jeg tror, at en god indikator på, om der er brug for hurtighed eller langsommelighed, er, om det er en proces, der tager afsæt i hænder og hjerne på den ene side eller i hjertet på den anden side. I Irma ville jeg sige, at vores købmandsfunktion (hænder/hjerne) skal gå så hurtigt som muligt, mens ledelses- og motivationsopgaven (hjertet) derimod må tage den tid, det tager.”

Konklusion

Alfred Josefsen runder selv bogen meget fint af med at ridse op, hvor han ser, at man generelt kan have mest ud af at reflektere over og arbejde med egen og virksomhedens ledelseskultur:

  • Tillidsbaseret ledelse version 2.0
  • Motivation version 2.0 og medarbejderengagement i verdensklasse
  • Skab kampkraft og selvtillid i din organisation
  • Opbyg dit ledelsesgrundlag
  • Arbejdsglæde i verdensklasse
  • Ledelse af ildsjæle, stjerner, primadonnaer og talenter
  • Hvad er meningen? Mission, vision, ambition og passion
  • Den kommunikerende direktør
  • Den passionerede virksomhed
  • Autenticitet i din ledelse
  • Emotionel kommunikation
  • Ledelse uden magt
  • Talentudvikling i verdensklasse
  • Tryghed i en dynamisk og foranderlig verden
  • Kolleger som holdkammerater og arbejdsvenner
  • Oprustning af organisationens selvtillid.

Alt i alt en rigtig jordnær og inspirerende bog som er særlig læseværdig, fordi den er skrevet af en erfaren praktiker.

Om 'Min passion for ledels'

Forfatter: Adm. direktør Alfred Josefsen, IRMA
Udgivet på: Gyldendal Business
ISBN: 978-87-02-08399-6

executive-brief-eksempler-150px

Executive brief

Tilmeld dig vores executive brief og modtag 5-6 artikler årligt omkring aktuelle trends, cases og erfaringer indenfor strategi-implementering og kundeorientering.

Du er nu tilmeldt Executive Brief

executive-brief-eksempler-150px

Executive brief

Tilmeld dig vores executive brief og modtag 5-6 artikler årligt omkring aktuelle trends, cases og erfaringer indenfor strategi-implementering og kundeorientering.

Du er nu tilmeldt Executive Brief

Del gerne hvis du mener andre kan have glæde af artiklen